top of page

HUSETs historie

Den første egentlige kunstneriske gruppedannelse i Odsherred opstod omkring 1930 med Kaj Ejstrup og Karl Bovin i spidsen. De ville væk fra København og vendte sig imod naturen først og fremmest det danske landskab i Odsherred. De to kunstnere var politisk engagerede og ønskede at få et nyt publikum i tale og nå ud til den brede befolkning.

De to kunstnere fortalte deres kunstnerkollegaer om mulighederne Odsherred, og flere kunstnere flyttede til egnen fra København, og i løbet af få år var kunstnerkolonien en realitet.

Ambitionen om at nå befolkningen i Odsherred med deres kunst var imidlertid en vanskelig opgave, eftersom al udstillingsvirksomhed på daværende tidspunkt stadig foregik i København. I 1943 oprettedes dog en årlig kunstudstilling på Vallekilde Højskole, som muliggjorde de lokales møde med kunsten.

HUSET i Asnæs grundlægges

I løbet af 1960'erne kom en ny og målbevidst generation til i Odsherred, som i pagt med tidens ånd ønskede medindflydelse også over hvor og hvornår de kunne udstille deres kunst. I forbindelse med etableringen af Dragsholm Kommune i 1970 blev det første initiativ taget til at danne en organisation af kunstnere, der skulle varetage egne faglige interesser og få indflydelse på det kulturelle liv i den nye kommune.

Kunstnerudvalget tog initiativ til flere kulturaktiviteter, og herigennem blev det klart, at der var et betydeligt kunstnerisk grundlag i området og mindst ligeså vigtigt et publikum dertil. På dette tidspunkt fandtes der dog kun to årlige kunstudstillinger på egnen – en sommerudstilling på Dragsholm Slot og en påskeudstilling på Fårevejle Centralskole.

Derfor pressede ønsket om et fælles, permanent udstillingssted sig stadig på, og d. 1. juli 1972 bød muligheden sig for et tidsbegrænset lejemål i en lille brugsforening i Vallekilde, som skulle vise sig at blive første led i grundlæggelsen af HUSET i Asnæs.

HUSET i Asnæs flyttede til sin nuværende adresse på Storegade 31 i Asnæs i januar 1973. Her lykkedes det 15 kunstnere at købe bygningen. De involverede kunstnere betalte hver 1.000,- kr. til projektet, og samtidigt skød tre lokale erhvervsdrivende, som havde visioner om at gøre Asnæs til ”hovedstad” i den nye Dragsholm Kommune, samt andre interesserede ligeledes penge i projektet. Således lykkedes det kunstnerne Birthe og Karl Bovin, Mette Møller Bovin, Johannes Carstensen, Ole Finding, Arne Heuser, Vuokko Johansen, Birgit Krogh, Bodil og Richard Manz, Aksel Møller, Christian Pedersen, Karl Åge Riget, Holmer Trier, Hanne og Gerda Swane samt Julius Wederkinch at etablere den kunstnerejede og kunstnerdrevne institution HUSET i Asnæs.

Etableringen af Odsherred Kunstmuseum

At HUSET i Asnæs siden 1970erne har spillet en central rolle i kunst- og kulturlivet i Odsherred viser sig bl.a. ved, at HUSET har været initiativtager til flere kulturelle tiltag i området. Det mest markante har været initiativet til etableringen af Odsherred Kunstmuseum.

Ønsket om at etablere et museum for kunsten i Odsherred havde eksisteret blandt HUSETs kunstnere siden 1976. I 1981 besluttede HUSET at danne foreningen Odsherreds Kunstsamlings Venner, som arbejdede for at etablere en samling af kunst fra Odsherred og et museum dertil. For at realisere foreningens mål, afsatte HUSETs kunstnere en årlig procentsats af deres omsætning til en kunstsamling, som skulle tilfalde museet, når det blev realiseret. Samlingen fik permanent tilholdssted i HVIDE HUS i Asnæs i 1991, og i 1994 kunne museumsforeningen endelig overdrage sin samling til den selvejende institution Odsherreds Kunstmuseum.

bottom of page