top of page

Eyðun av Reyni

Eydun av Reynis billeder er en vandring gennem Færøernes forår, vinternætter og stormvejr, der får liv igennem hans palet. Det blæser i hans farver.

Inspirationen henter Eydun av Reyni i det lille øsamfunds vældige og ubarmhjertige fjeldvægge, der opbygger en mur af tyst isolation om alt liv på stedet, kun brudt af Atlanterhavets til tider voldsomme brølen. Malerens motiver bliver et kig ned i dale og slugter. De gløder af frugtbarhed, der virker som en udfordring til øernes karrige og spartanske vegetation, og vel ret beset udspringer mere af hans egen fantasi og dens syner, end af den kontante virkelighed.

Det centrale tema i malerierne er bygden ved havet under det store fjeld, havet og skyerne. Malerierne er komponeret med stærke farver og store penselstrøg i et formsprog, der abstraherer fra motivet. I løbet af 1990erne løsrev han sig gradvist fra det figurative islæt og har nu opnået en grad af abstraktion, hvor farvernes rytmik er det bærende element. Det er det helt karakteristiske lys på Færøerne der træder frem og inspirerer til at blive omsat til en helt særegen billedverden. En billedverden der træder frem med mange facetter af grønne, brune og blå nuancer.

bottom of page